STOR OPBAKNING TIL FJERNVARMEPROJEKTET I GRAUBALLE

01. juni 2023

Grauballe har sagt eftertrykkeligt ja til fjernvarme. Med en tilslutningsprocent på foreløbig 64 er opbakningen langt over målet på 30 procent.

Lufftfoto af Grauballe Luftfoto af Grauballe. FOTO: Silkeborg Forsyning

Målet var 30 procent. Men med en tilslutning på 64 procent har indbyggerne i Grauballe sagt overbevisende ja til fjernvarmeprojektet, der skal koble byen på den grønne varmekilde fra Silkeborg Forsyning. Og flere kan stadig nå at komme til.

Direktør i Silkeborg Forsyning, Jens Bastrup, er glad for den store opbakning til fjernvarmeprojektet:

”Vi er meget glade for, at borgerne i Grauballe bakker op om projektet. Velkommen til jer alle som fjernvarmekunder. Vi glæder os til at levere grøn og nem fjernvarme til jer,” siger han.

Startskuddet til fjernvarmekampagnen lød den 20. marts 2023, da Silkeborg Forsyning åbnede for tilmeldingen til fjernvarmen med en fordelagtig kampagnepris på kun 22.500 kroner i tilslutningsbidrag.

Den 22. marts deltog omkring 200 borgere i Silkeborg Forsynings informationsmøde, hvor de blev klogere på mulighederne i en fjernvarmeløsning, herunder den nye abonnementsordning Unit+.

Deadline for at nå de 30 procent blev sat til den 1. juni 2023, hvor der ville blive gjort status. I dag, den 1. juni, kan Silkeborg Forsyning så fortælle, at det med en tilslutning på 64 procent nu er helt sikkert, at gravemaskinerne snart går i gang.

Fjernvarme på abonnement er en succes

Som noget helt nyt tilbød Silkeborg Forsyning borgerne i Grauballe at tegne abonnement på fjernvarmeinstallationen gennem den såkaldte Unit+-ordning. Det har over halvdelen af de nye fjernvarmekunder gjort, viser tallene. Der er dog også stadig en del tilmeldte fjernvarmekunder, der endnu ikke har besluttet sig for, om de vil tegne abonnementet eller købe fjernvarmeunitten selv.

Men at over halvdelen af kunderne har valgt Unit+, og dermed en fjernvarmeinstallation på abonnement, betegner Jens Bastrup som en succes:

”Vores abonnementsordning er en succes. Vi er glade for at have et tilbud til dem, der ikke ønsker at investere i en unit selv og samtidig opnå den tryghed, der er i aftalen."

For 22.500 kroner i tilslutningsbidrag kan borgerne i Grauballe blive koblet på fjernvarmenettet, hvis de tegner et abonnement på en fjernvarmeunit hos Silkeborg Forsyning. Abonnementsprisen på 215 kroner om måneden er inklusive installation, service og vedligehold af fjernvarmeunitten.

Det er stadig muligt at tilmelde sig

Selvom der nu er gjort status på tilmeldingsprocenten, er det stadig muligt at tilmelde sig fjernvarmen til den lave kampagnepris og få en Unit+-ordning. Men man skal ikke vente for længe. Når gravemaskinerne er forbi ens ejendom, så er muligheden lukket. Så vil den normale listepris på 37.900 kroner gælde (2023-pris).

Borgerne i Grauballe skal kigge på tidsplanen og faserne for gravearbejdet på projektets hjemmeside. Her fremgår det, hvor og hvornår gravearbejdet går i gang. Silkeborg Forsyning forventer, at gravearbejdet i fase 1 går i gang i slutningen af juni.

www.silkeborgforsyning.dk/grauballe

Lover godt for de kommende fjernvarmeprojekter

Fjernvarmeprojektet til Grauballe er første skud på stammen i en række af fjernvarmeprojekter. Det er planen, at op imod 7.000 ejendomme i fem yderligere områder i Silkeborg Kommune skal tilbydes fjernvarme de kommende år. Om de nye områder også tilbydes en Unit+-ordning, er ikke besluttet endnu, men det er håbet, pointerer Jens Bastrup:

”Om Unit+ også bliver en mulighed andre steder, er noget vi skal vurdere. Vi kan jo se, at det er efterspurgt,” siger han.

Samtidig lover den store opbakning i Grauballe godt for de kommende projekter, slutter Jens Bastrup:

”Grauballe er kun begyndelsen. Vores ambitioner for fjernvarmen her i Silkeborg Kommune er meget større. De næste projekter kan dog kun lade sig gøre, hvis vi opnår samme høje opbakning. Det bliver en stor udfordring, der kræver en omfattende og synlig fjernvarmekampagne. Og vi ser frem til at komme dialog med de fremtidige kunder.”

Se Silkeborg Forsynings varmeatlas for tidsplaner og et kort over de kommende fjernvarmeprojekter.

www.silkeborgforsyning.dk/varmeatlas

Fakta: Sådan udregnes de 64 procent i tilslutning

Tilslutningsprocenten er opgjort på baggrund af det tilmeldte areal ift. det samlede bruttoareal i Grauballeprojektet. For at komme i mål skulle tilslutningsprocenten være mindst 30. 

Boligform Privatboliger og offentlige tilslutninger Tilsluttede kvadratmeter

Tilslutning i procent

Privatboliger 185 25836 53
Offentlige tilslutninger 5 5742 12
I alt 190 31578 64