Fjernvarme: Endnu et afgørende skridt væk fra naturgassen og mod klimavenlig fjernvarme

16. marts 2022

Silkeborg Forsyning er langt i planerne om at investere i en 50 MW elkedel og en 22 MW luft til vand varmepumpe. Når de tages i drift i henholdsvis 2022 og 2024, vil Silkeborg Forsyning have reduceret CO2-udledningen fra sin fjernvarmeproduktion med 70 procent. Samtidig undersøges mulighederne for at fjerne de sidste 30 procent.

Silkeborg Forsyning har taget næste skridt i den strategiplan, der skal sikre en klimavenlig fjernvarmeproduktion i 2030. Det er sket med indgåelsen af en aftale med den danske virksomhed InoPower om indkøb og installation af en 50 MW elkedel, som fremover skal indgå i varmeproduktionen til gavn for fjernvarmekunderne i hele Silkeborg.

InoPower er netop nu i gang med at detailprojektere elkedel-anlægget. Den fysiske montage af anlægget forventes igangsat omkring juni måned i år, og til oktober afprøves anlægget, så det er klart til at producere varme til den kommende vinter.

"For at nå vores ambitiøse mål om en klimavenlig fjernvarme i 2030 holder vi øje med den teknologiske udvikling og investerer i de løsninger, som giver de bedste resultater. Siden 2016 har vi anvendt solvarmeanlægget og røggaskondensering på kraftvarmeværket i vores varmeproduktion. Det har indtil nu givet en CO2-reduktion på 45 procent. I den næste fase med installationen af den nye elkedel m.m. opnår vi, samlet en 70 procent CO2-reduktion," forklarer Mogens Lyhne, projektchef i Silkeborg Forsyning.

Dermed mangler de sidste 30 procent, og her er Silkeborg Forsyning allerede i gang med at undersøge andre løsninger. Blandt andet geotermi og biomasse.

Flere brændselstyper giver stabil fjernvarmepris

InoPower leverede tilbage i 2015 en tilsvarende elkedel på 30 MW, der er installeret på kraftvarmeværket og som gennem årene har produceret rigtig mange MWh fjernvarme. Det er derfor en gennemprøvet løsning, der nu er blevet endnu mere effektiv, som Silkeborg Forsyning har investeret i. Den nye kedel skal stå i den eksisterende kedelbygning i kraftvarmeværket, hvor installationen aktuelt forberedes.

Sideløbende med projekteringen af den nye elkedel er Silkeborg Forsyning også i gang med at indkøbe en 22 MW luft til vand varmepumpe. Dette projekt forventes færdiginstalleret og klar til drift i efteråret 2024.

"Vores analyser viser, at meget af varmeproduktionen i fremtiden vil være el-baseret, men vi ønsker ikke at være 100 procent afhængige af el. Vi vil gerne have en varmeproduktion med en stor fleksibilitet indbygget, så vi ikke er afhængige af én enkelt brændselstype. Både den nye kedel og den nye varmepumpe bruger el, og de skal producere varme, når elpriserne er lave, siger Mogens Lyhne og fortsætter:

"I forvejen er vi godt hjulpet af solparken, som fra maj til august næsten producerer fjernvarmen alene. Men vi vil have flere "heste" at trække på. Vores mål er at give kunderne en stabil fjernvarmepris, og den kan vi bedst gøre ved at have mulighed for at skifte mellem flere brændselstyper."

For fjernvarmekunderne ændrer teknologiskiftet ikke på den varmelevering, de modtager. Men de kan glæde sig over, at deres varmeforsyning hver dag bliver "grønnere". 

"Derudover vil vores udskiftning i teknologi i sig selv ikke gøre fjernvarmen dyrere for kunderne. Men priserne på de nødvendige brændsler er underlagt markedskræfterne, og dem er vi ikke herre over. Den aktuelle udvikling i de internationale gaspriser er et godt eksempel på en situation, vi ikke kan ændre på. Men når vi kan skifte til andre brændselstyper gør vi os meget mindre sårbare overfor pludselige prisstigninger,” siger Mogens Lyhne.