Ledningsarbejde slut. Fjernvarme til hele Grauballe skal først godkendes

16. december 2021

Ledningsarbejdet til Grauballe er afsluttet. Projektet gik som planlagt, og det åbner op for muligheden for at levere fjernvarme til alle nuværende gaskunder i hele Grauballe. Men Silkeborg Kommune skal godkende projektet først.

Tilbage i juni begyndte Silkeborg Forsyning arbejdet med lægge fjernvarmeledninger til Grauballe. Ved samme lejlighed kom der også ledninger til drikkevand i jorden ud til Grauballe.

Arbejdet gik efter planen uden større udfordringer eller problemer, oplyser projektleder for projektet i Silkeborg Forsyning, Kim Almskou.

”Projektet gik helt efter planen. Grauballe kan nu forsynes med nem og klimavenlig fjernvarme, hvis kommunen godkender vores projektforslag,” siger han.

Fjernvarmeledningen skal i første omgang forsyne 109 nye boliger, som skal bygges i Grauballes sydøstlige udkant ved Søndre Grauballevej og Jernaldervej.

Grøn fjernvarme til hele Grauballe

Potentialet i projektet er nemlig meget større end de første 109 boliger. Grauballe er i dag primært forsynet med naturgas, men med fjernvarmens indtog i den sydøstlige ende af byen, kan det blive attraktivt for mange beboere at skifte til fjernvarme.

Undersøgelsen viser, at etablering af fjernvarme til de eksisterende ejendomme i Grauballe vil bidrage positivt til Silkeborg Forsynings - og dermed de eksisterende kunders økonomi. Derfor er projektet rentabelt og muligt ud fra et økonomisk perspektiv.

Silkeborg Forsyning er derfor gået i gang med at udarbejde et projektforslag til Silkeborg Kommune, der skal give tilladelse til at etablere fjernvarmen i Grauballe.

Silkeborg Forsyning forventer at sende projektforslaget til myndighedsbehandling hos Silkeborg Kommune i begyndelsen af 2022.

Sagsbehandlingstiden for lignende projektforslag har typisk været omkring et år.

Silkeborg Forsyning forventer derfor at gennemføre en fjernvarmekampagne i sidste halvdel af 2022, der skal give indbyggerne i Grauballe en attraktiv mulighed for at skifte til fjernvarme.