Spraydåse eller gasflaske kan have startet brand i renovationsbil

06. juni 2021

En spraydåse, gasflaske eller anden trykbeholder kan have startet brand i skraldebil. Spraydåser, små gasbeholdere og også trykbeholdere med flødeskum er farligt affald og skal afleveres på genbrugspladsen.

Tirsdag den 1. juni udbrød der brand i affaldet i en af HCS’ renovationsbiler, der henter affald for Silkeborg Forsyning. En snarrådig chauffør forhindrede, at branden spredte sig til hele bilen ved at tømme affaldet ud på vejen. Brandvæsenet nåede frem og slukkede branden, og der skete kun små skader på bilen. Ingen kom til skade.

Men branden opstod sandsynligvis fordi, der er kommet farligt affald i form af trykbeholdere, fx en spraydåse eller en lille gasflaske, i en affaldsbeholder et sted på ruten.

Det er sprayflasker som disse, der er farligt affald.

Sprayflasker som disse er farligt affald og kan eksplodere inde i en skraldebil.

”Vi oplever desværre, at enkelte kunder ikke er klar over, at spraydåser og andre trykbeholdere er farligt affald og skal afleveres på genbrugspladsen,” siger Erich Beck, der er projektleder i Silkeborg Forsyning.

Og det kan være ganske problematisk, fortæller han.

”Det er potentielt rigtig farligt, da den type affald kan eksplodere inde i skraldebilen og antænde en brand. Det er det, vi vurderer, der er sket her.”

Brandvæsenet har udtalt til Midtjyllands Avis, at de under slukningsarbejdet så både hvæsende gasflasker og spraydåser i det brændende affald. Problemet er, at skraldebilen maser affaldet sammen for at kunne have plads til mere. Under komprimeringen kan trykbeholderne revne og eksplodere. 

Især de små gasflasker, der fx bruges til at starte grillen med, havner i stigende grad i beholderne til genanvendelse ude ved affaldskunderne.

Farlig flødeskumsbombe

Silkeborg Forsyning oplever, at det både er i beholderen med restaffald og i plast/metal-beholderen, at der kommer spraydåser og andre trykbeholdere. Og mange af dem består jo også af metal og plast, så det er måske der, at misforståelsen opstår:

”En dåse med flødeskum ser jo harmløs ud, men nogle af dem indeholder et tryk på otte bar. Det er mere end dobbelt så meget som i et bildæk. Så der er virkelig tryk på, når de eksploderer. Og hvis det sker i nærheden af brandbart materiale, som en skraldebil jo er fuld af, så har vi balladen,” siger Erich Beck og understreger:

”Selvom de her spraydåser og trykbeholdere består af metal og plast, så skal de altså ikke smides ud som metal og plast, men afleveres på genbrugspladsen som farligt affald.”

Trykbeholdere suges tomme og genanvendes

Trykbeholdere afleveret på genbrugspladsen som farligt affald bliver sendt til genanvendelse. I 2020 indsamlede borgerne i Silkeborg Kommune næsten 20 ton trykbeholdere af forskellige typer.

Flaskerne bliver suget tomme, metal og plast bliver skilt fra hinanden og bliver smeltet om, så det kan bruges igen i nye produkter.

”Der er heldigvis rigtig mange, der afleverer trykbeholderne rigtigt og tak til jer! Nu skal vi bare lige have de sidste med, så sig det videre til din nabo, din kollega og dine venner,” lyder opfordringen fra Erich Beck.  

FAKTA: Trykbeholdere indsamlet i 2020

Type

Indsamlet i ton

Spraydåser

11

Gasflasker

2

Trykflasker

1

Ildslukkere

3

Gaspatroner

1,4

Lightere

0,2

I alt

18,6

 

 

Helt almindelige lightere må du heller ikke smide i genbrugsbeholderne.

 

En brændt bunke affald. Sådan så indholdet af skraldebilen ud efter branden var slukket. Meget af metallet var smeltet helt sammen.