NYE KLOAKKER I NR. KNUDSTRUP SKAL PASSE PÅ THORNING BÆK
30. juni 2025
Nr. Knudstrup skal have opdateret kloaksystemet med separate kloakker for at mindske overløb af spildevand til Thorning Bæk.
30. juni 2025
Nr. Knudstrup skal have opdateret kloaksystemet med separate kloakker for at mindske overløb af spildevand til Thorning Bæk.
Silkeborg Forsyning fortsætter indsatsen for et mere robust og bæredygtigt kloaknet i kommunen.
I starten af september 2025 begynder et nyt kloaksepareringsprojekt i Nr. Knudstrup, hvor gamle og nedslidte kloakledninger skal udskiftes og separeres.
De nuværende kloakker er ikke kun slidte. De har heller ikke kapacitet nok til at håndtere store mængder regnvand. Det har ført til overløb, hvor opblandet regn- og spildevand ender i Thorning Bæk ved kraftige regnskyl.
”Det nuværende kloaksystem i Nr. Knudstrup er ikke rustet til fremtiden. Vi har derfor udarbejdet et projekt, hvor vi separerer kloakken, så regn- og spildevand løber i hver sin ledning. Når byen er færdigsepareret, vil der ikke længere være overløb, og vi forbedrer dermed vandkvaliteten i Thorning Bæk,” fortæller projektleder hos Silkeborg Forsyning, Peter Horsholt Mikkelsen.
Når projektet er gennemført, vil regnvand og spildevand blive ledt i hver sin ledning. Spildevandet pumpes til Kjellerup Renseanlæg, mens regnvandet bliver ført til et nyt regnvandsbassin øst for Aalborgvej. Her renses og forsinkes vandet, inden det løber ud i Thorning Bæk.
Arbejdet med de nye kloakker strækker sig over godt to år og forventes afsluttet i juni 2027.
Inden arbejdet går i gang, inviteres alle beboere i Nr. Knudstrup til informationsmøde onsdag den 27. august 2025 kl. 15.00 på Knudstrup Kro.
På mødet vil Silkeborg Forsyning fortælle om anlægsarbejdet, og hvad det betyder for den enkelte grundejer.
Silkeborg Kommune deltager også på mødet. De vil blandt andet besvare spørgsmål i forhold til lovgivning og påbud om, at grundejerne skal adskille regn- og spildevand på deres egen grund. Det sker ved, at grundejeren skal koble regnvandet fra deres grund til det nyetablerede stik til regnvand (se illustration nedenfor).
Desuden vil entreprenøren, der står for gravearbejdet, være til stede for at svare på spørgsmål og give indblik i det praktiske arbejde.
I dag løber både regn- og spildevand i de samme kloakledninger i Nr. Knudstrup – kaldet fælleskloakering. Det er ikke optimalt.
Ved at separere kloakkerne bliver regn- og spildevand adskilt i to separate ledninger.
Det er godt, fordi:
Silkeborg Forsyning har separatkloakeret over 90 procent af kloakkerne i kommunen.