Følg Genbrugsbutikken på Facebook og Instagram

17. juni 2021

Nu kan du følge Genbrugsbutikken på Facebook og Instagram og få inspiration til bæredygtighed.

Facebook og Instagram giver nu Silkeborg Forsyning en endnu bedre mulighed for at vise hele kommunen, hvad vi har på hylderne af glimrende, brugbare produkter.

Vi vil gerne udbrede genbrug og opfordre alle til at genanvende meget mere til gavn for miljøet og klimaet. Det kan sociale medier hjælpe os med.

Derudover giver Facebook og Instagram os nye muligheder for at komme i i dialog med kunderne og fortælle gode historier om genbrug og bæredygtighed.

Initiativet er et af resultaterne af den nye virksomhedsstrategi og kommunikationsstrategi, der blandt andet slår fast, at Silkeborg Forsyning skal udvide virksomhedens kommunikationskanaler for at kunne styrke synlighed og dialog.

Erling Juul, driftsleder i Genbrugsbutikken, er glad for den ekstra mulighed for at komme tættere på kunderne:

”Jeg synes, det er en milepæl for os, at vi nu bevæger os ud på Facebook og Instagram. En tilstedeværelse på sociale medier kan understøtte den flotte udvikling, som Genbrugsbutikken allerede er inde i. Vi glæder os til at komme endnu mere i dialog med vores kunder om genbrug og bæredygtighed og få et udstillingsvindue for alle vores initiativer på det område,” siger han.

Profilerne er stadig under opbygning og gennem den næste tid, bliver der løbende meget mere indhold.

At Genbrugsbutikken nu er kommet på Facebook og Instagram giver Silkeborg Forsyning et markant løft i den strategiske kommunikation, vurderer Bjørn Lærkedahl, der er kommunikationsansvarlig i Silkeborg Forsyning.

”Vi vil gerne være endnu mere synlige med vores aktiviteter og gå endnu mere i dialog med vores kunder og inspirere til bæredygtighed. Og så er Facebook og sociale medier ikke til at komme udenom. Vi skal være der, hvor vores kunder og interessenter er. Det giver os også nogle helt nye muligheder for at fortælle, hvilken kæmpe forskel medarbejderne her i Silkeborg Forsyning, hver dag gør for miljøet og for klimaet."

Skynd dig at følge os på Facebook og på Instagram.