HÅNDSORTERING AF FLERE TONS RESTAFFALD GIVER UNIK VIDEN OM AFFALDSVANER
15. maj 2025
Hvad gemmer der sig i restaffaldet i Silkeborg Kommune? Det finder en flok dedikerede medarbejdere i Silkeborg Forsyning ud af ved at håndsortere mere end et ton restaffald.
En umiskendelig lugt af affald hænger i luften i Silkeborg Forsynings store hal A på Affaldscenter Tandskov. Men det er ikke så underligt. En skraldebil har nemlig været forbi og læsse et lille bjerg af affaldsposer ud på gulvet.
Omkring bjerget står et dedikeret hold af affaldsentusiaster fra Genbrug & Affald i Silkeborg Forsyning, der har meldt sig til en opgave, som mange nok ville overveje en ekstra gang.
Og scenen ligner noget fra en katastrofefilm med heldragter og visir for ansigtet, men det er udelukkende for at passe godt på medarbejderne, der med imponerende tålmodighed og præcision håndsorterer hvert eneste stykke affald.
Affaldssortering kan være svært
Ind i mellem det koncentrerede arbejde lyder spørgsmål ud i hallen som:
”Hvad er det her? Er det mest plastik eller metal?”
En anden holder resterne af noget, der ligner et stofnet op:
”Burde den her komme til tekstilaffald?”
For affaldssortering kan være svært, selv for fagfolk.
En udfordring er det i hvert fald at styre både de tykke beskyttelseshandsker, viseret og samtidig at tale sammen. Men humøret er højt og stemningen god.
Resultater skal give ny viden
I tomme affaldsbeholdere skal medarbejderne nu smide plastik, metal, glas, madaffald i emballage og alt muligt andet, som befinder sig i restaffaldet.
Resultaterne bliver omhyggeligt registreret og kommer med i en rapport, der giver Silkeborg Forsyning unik viden om, hvad der kan være vanskeligt ved at sortere.
Silkeborg Forsyning skal bruge den nye viden til at prioritere indsatser i den kommende affalds- og ressourceplan, der kan understøtte affaldsminimering, genbrug og genanvendelse.
”Vildt spændende opgave”
Den store bunke restaffald vejede fra begyndelsen 760 kilo og er hentet ved 100 parcelhuse i Silkeborg Kommune. Den er allerede skrumpet betragteligt, og de mange beholdere er fyldt godt op.
Laura Nickelsen er driftsassistent i Genbrug & Affald i Silkeborg Forsyning. Hun synes, opgaven er spændende, fortæller hun:
"Det er helt vildt spændende at få et indblik i folks affaldsvaner, og om vi kan gennemskue, hvorfor folk gør, som de gør," siger hun.
For det er præcis, hvad projektet går ud på. At analysere affaldet til bunds for at få indsigt i, hvordan vi får genanvendt endnu mere.
De rigtige budskaber til kunderne
Med den nye viden om, hvad der egentligt ligger i restaffaldet, kan Silkeborg Forsyning planlægge nye affaldskampagner og budskaber om affaldssortering, pointerer kommunikationsansvarlig i Silkeborg Forsyning, Bjørn Kock Lærkedahl.
”Jo bedre vi kender affaldskundernes adfærd, jo mere præcist kan vi sætte ind med de rigtige budskaber til vores kunder. Vi håber, vi med god kommunikation kan justere deres vaner, når de smider ting ud. Der har vi brug for den viden, som projektet her giver os,” siger han.
Det grundige sorteringsarbejde fortsætter hele ugen. Når affaldet fra husstande og lejligheder er sorteret færdigt, skal medarbejderne lave samme opgave med to containere ”rest efter sortering” fra genbrugspladsen.
Resultaterne fra projektet forventes at være klar omkring sommerferien.
Fakta om affaldsanalysen 2025
I projektet analyseres:
- 760 kilo restaffald fra 100 enkelt-families husttande.
- 400 kilo restaffald fra lejlighedsbyggeri.
- 2 containere med rest efter sortering fra genbrugspladsen.