PÅ VEJ MOD ET NYT SØHOLT RENSEANLÆG

13. marts 2026

Ombygningen og moderniseringen af Søholt Renseanlæg er et stort og kompliceret projekt, der strækker sig tidsmæssigt over mange år.

Luftfoto af Søholt Renseanlæg Søholt Renseanlæg set fra luften

Projektet er stadig i en tidlig fase, så det er bag murene på både Søholt Renseanlæg og i Forsyningshuset, at arbejdet med projektet primært foregår lige nu.

Projektet befinder sig i en myndigheds- og planlægningsfase, som samlet forventes at tage to til tre år. Selve byggeriet forventes først at begynde i 2029.

Vi giver her et lille indblik i de vigtigste elementer i det forbedrende arbejde.

Planforhold

For at projektet kan realiseres, skal der udarbejdes ny lokalplan, et kommuneplantillæg og et tillæg til spildevandsplanen. Dette arbejde indeholder også høringsfaser og forventes at tage et til to år.

Ny udledningstilladelse

Det ombyggede renseanlæg skal også have en ny udledningstilladelse for at kunne udlede det rensede spildevand til Langsøen. Udledningstilladelsen bygger på resultater fra et måleprogram, hvor tilstanden i Langsøen fastlægges. Udledningerne fra Søholt må ikke forværre søens tilstand miljømæssigt.

Nye lovkrav

Der er skærpede lovkrav på vej for rensning af såkaldt miljøfremmede stoffer. Det kunne fx være ekstra krav til sprøjtegifte, medicinrester og PFAS. Der skal tages højde for disse eventuelle krav i selve anlæggets tekniske opbygning, så det kan leve op til kravene.

Overordnet tidsplan

Når de nødvendige tilladelser er i hus, kan udbudsprocessen gå i gang. Projektet forventes udbudt juli 2027.  

Selve projektet og byggefasen vil finde sted fra 2029 til 2030 og det ombyggede anlæg bliver – efter planen - fuldt sat i drift sidst i 2031.

Midlertidige tiltag for at sikre rensningen

Det nuværende anlæg kører på grænsen kapacitetsmæssigt og mange elementer er nedslidt. Det er derfor nødvendigt at gennemføre løbende renoveringer af fx slamlager og at etablere ekstra sandfiltre.

Planerne for Silkeborg Forsynings renseanlæg

Den fremtidige struktur for renseanlæg i Silkeborg Kommune ligger fast. Der skal være to renseanlæg, nemlig det store renseanlæg Søholt og det mindre ved Truust.

Det betyder er der de kommende år bliver nedlagt en række mindre renseanlæg. Arbejdet med renseanlægsprojektet skal grundlæggende sikre to ting.

  • At der er kapacitet nok til at rense en stigende mængde spildevand.
  • At rensningen lever op til nye krav om rensning af fx medicinrester.       

Det kræver både en gennemgående udbygning og modernisering af Søholt og Truust renseanlæg.

Renseanlægget ved Truust er relativt nyt, og her kan projektet nøjes med at udbygge det eksisterende anlæg til dobbelt rensekapacitet og udbygge det med ny teknologi, der kan leve op til de krav til rensning, som kommer fra myndighederne.

På Søholt er det en større udfordring. Mange dele af anlægget er gamle og meget slidte, mens andre dele er relativt nye og i fin stand, så de kan genbruges. Det gælder fx efterklaringstankene, hvor slammet bundfældes og bliver fjernet fra spildevandet.