FORSKER: SILKEBORGS NATUR KAN FÅ OS TIL AT FORBRUGE MINDRE

17. september 2026

SKRALDIVAL Et kvarter om dagen i skoven har et utal af gavnlige effekter; vi bliver blandt andet mere bevidste om vores forbrug og får lyst til at drage omsorg for naturen. Det fortæller ph.d i naturpsykologi Simon Høegmark, der holder foredrag på Skraldival.

Simon Høegmark holder foredrag om, hvordan naturen gavner vores helbred og mindsker vores forbrug. Simon Høegmark holder foredrag om, hvordan naturen gavner vores helbred og mindsker vores forbrug.

”Silkeborg tilbyder unikke muligheder for at få aktiveret forkærligheden for naturen. Der er så smukt.”

Sådan lyder det fra ph.d i naturpsykologi Simon Høegmark. Han har skrevet bogen I pagt med naturen og er stifter af workshop- og uddannelsesvirksomheden ViNatur.

Den 19. september er han ét af mange gratis indslag og aktiviteter, som man vil kunne opleve og deltage i på Silkeborg Bibliotek i anledning af kulminationen på dette års Skraldival.

Mere specifikt holder Simon Høegmark foredrag om, hvordan naturen påvirker vores trivsel og måde at forbruge på.

”Forskning viser, at hvis man er ude i naturen et kvarter om dagen, kan man måle det i blodet. Det styrker vores immunforsvar, giver flere endorfiner og skaber mere empati. Og så skubber det folk til at handle på en måde, der passer på naturen. Det påvirker måden, folk forbruger og sorterer på”, siger Simon Høegmark.

"Vi skal genlære, at vi er del af økosystemet"

Man træffer simpelthen nogle mere hensigtsmæssige valg, fordi man ude i naturen får en bevidsthed om, at vi er den eneste art på jorden, der producerer affald, fortæller Simon Høegmark.

”Vi overforbruger naturens ressourcer i alle mulige sammenhænge. Der er ikke balance mellem det, vi suger ud, og det, vi putter tilbage til naturen. Vi er nødt til at nærme os en bedre balance. Vi skal genlære, at vi er del af økosystemet for at redde verden”, siger forskeren.

Ifølge Global Footprint Network gik Danmark i overtræk på "ressourcekontoen" allerede den 20. marts. Forbrugte alle verdens borgere lige så meget som danskerne, skulle vi bruge 4,7 jordkloder.

En røffel fra mormor forandrede hans verdenssyn

Bevidstheden om at passe på jorden og dens ressourcer har været til stede for Simon Høegmark, siden han som seks-årig var på en tur med sin mormor. Han fik en is, tog papiret af og smed det på fortovet.

”Min mormor tog hårdt fat i mig og sagde, at sådan noget plastik ikke forsvinder, så hvis alle gjorde det, ville det gå op over husene. Det satte sig dybt i mig, og jeg har aldrig gjort det siden. Den bevidsthed om at passe på naturen skal vi have ind ret tidligt”, siger Simon Høegmark.

Og her er det, at Silkeborg byder på uanede muligheder. Simon Høegmark, der i sommer vandrede de syv søer og fem toppe i Silkeborg, kalder det et af de smukkeste steder i Europa, som det er oplagt at komme ud i.

”Når folk får et mere nært forhold til naturen, så genkalder de en forkærlighed for naturen. Det ligger genetisk i os fra vores forfædre, der fik alle deres ressourcer fra naturen. Når vi ser noget natur i balance, slapper vi mere af og føler os trygge. Det kan man måle i nervesystemet. Og så får man lyst til at drage omsorg for naturen”, siger Simon Høegmark.

Hør Simon Høegmark, når han holder foredrag under Skraldival den 19. september på Silkeborg Bibliotek - book din gratis plads nu.