PRISSTIGNING PÅ FJERNVARME

12. maj 2026

En kold vinter og produktion på dyrere anlæg betyder, at fjernvarmeprisen stiger med 5,2 procent for en standardhusstand.

Den variable del af fjernvarmeprisen stiger med 7 procent fra den 15. august 2026. I dag er prisen pr. MWh varme 800 kroner inklusive moms. Efter prisstigningen bliver prisen 855 kroner inklusive moms.

De faste omkostninger stiger ikke. For en standardhusstand svarer det til en samlet årlig prisstigning på 5,2 procent eller 737 kroner.
 
Standardhus fjernvarmepris før og efter prisstigning
(125 m2 med et årligt forbrug på 13,4 MWh)

Prisen består af …

Varmepris før

Varmepris efter

Abonnement

1.050 kr.

1.050 kr.

Effektbidrag

2.375 kr.

2.375 kr.

Variabelt bidrag

10.720 kr.

11.457 kr.

Samlet varmepris pr. år

14.145 kr.

14.882 kr.

Alle priser inklusive moms. Beregnet forbrug.

Hvorfor stiger fjernvarmeprisen?

Prisstigningen på fjernvarme skyldes flere forhold, som har påvirket økonomien i varmeproduktionen, herunder:

  • En ekstraordinær kold vinter har medført et markant højere varmeforbrug og øgede produktionsomkostninger.
  • Samtidig med at det var koldt i lang tid, har der været gennemført nødvendige reparationer og uplanlagte driftsbegrænsninger på flere af produktionsanlæggene i perioden. Det har betydet, at vi har måttet producere en del af den nødvendige varme på vores back-up anlæg, som er dyrere produktionsanlæg.
  • Den nye biokedel til have-parkbrændsel har endnu ikke leveret den fulde mængde varme. Det er forventningen, at den bidrager fuldt ud næste fyringssæson.
  • De generelle prisstigninger i samfundet, hvor også energimarkederne har været ramt, påvirker også Silkeborg Forsyning.

Som fjernvarmeselskab arbejder Silkeborg Forsyning efter et hvile-i-sig-selv-princip, hvilket betyder, at priserne fastsættes ud fra de faktiske omkostninger ved at producere og levere varmen – hverken mere eller mindre. Det betyder, at når det koster mere at producere fjernvarmen, så skal vi sætte prisen op.

Alle fjernvarmekunder får direkte besked om prisstigningen via E-Boks, mail eller brev.

Hvis du som kunde har spørgsmål til prisstigningerne, er du velkommen til at kontakte os. Se mere på www.silkeborgforsyning.dk/kontakt

Se prislisten for Silkeborg Forsyning.