ET SPØRGSMÅL OM FJERNVARME

06. november 2026

Der bliver lige nu diskuteret vidt og bredt om fjernvarme på baggrund af den kommende prisstigning og kravet fra Energinet. Vi uddyber her nogle af de væsentlige pointer, som florerer, og som er værd at tænke over, hvis man som borger står over for at vælge opvarmningsform.

Vi ved, at prisstigningen og Energinets erstatningskrav skaber usikkerhed hos både nuværende og kommende fjernvarmekunder. Det forstår vi godt. Derfor vil vi gerne give lidt mere baggrund og knytte et par ord til debatten.

Energinets krav hænger ikke sammen med prisstigningen

Først og fremmest er det vigtigt at sige, at det ikke er afgjort, om Silkeborg Forsyning skal betale en erstatning, eller hvor stor erstatningen ender med at blive. Det er en gammel sag, og vi er meget overraskede over kravet.

Sagen har ikke sammenhæng med prisstigningen. Ender vi med at skulle betale en erstatning, kan det ikke udelukkes at få betydning for varmeprisen, men lad os understrege, at sagen ikke er afgjort, og at der kan gå flere år, før der er en afklaring. Indtil da er vores fokus, at sagen får mindst mulig betydning for vores kunder.

Sagen bliver lige nu drøftet med vores advokat og bestyrelse.

Grundlag for at sammenligne opvarmningsformer

Vores fjernvarmepris for 2027 bygger på et budget for det kommende år. Her indgår blandt andet vores forventninger til priserne på el og gas. For el- og naturgaskunder kan priserne ændre sig løbende. Det afhænger af den enkelte aftale.

Når du overvejer alternativer til fjernvarme, er det derfor vigtigt at sammenligne priser for samme år. Det giver ikke et retvisende billede kun at sammenligne fjernvarmeprisen for 2027 med de gas- og elpriser, du betaler nu eller har betalt tidligere.

Se i stedet på, hvad de forskellige varmeløsninger forventes at koste samlet i 2027 for at dække dit varmebehov. Regn både med de forventede el- og gaspriser og med faste betalinger, installation, fremtidig geninvestering og vedligeholdelse.

Hvis elpriserne bliver ved med at være høje, kan det eksempelvis blive dyrere at varme huset op med en varmepumpe. Tilsvarende kan høje gaspriser gøre opvarmning med gas dyrere.

Læs her vores tidligere udmelding om prisstigningen

Energipriserne stammer fra Nordpool, EEX og Q8 og er indekseret med udgangspunkt i september 2025.

Fjernvarme er stadig en god løsning for mange

Vi producerer varme med flere energikilder og står for driften af de fælles anlæg og ledninger. Hjemme hos dig fylder fjernvarmeanlægget ikke meget, det larmer ikke og passer sig selv, hvilket mange med fjernvarme værdsætter.

Det gør valget af fjernvarme til en god og nem løsning for de fleste, men ikke nødvendigvis den billigste for alle. Dit valg afhænger af din bolig, din økonomi og det, du er mest bekvem ved.

Vi vil gerne møde jer

Vi arbejder lige nu på at komme ud i lokalområderne og holde kaffemøder, så interesserede kan få en uddybning og stille spørgsmål. I første omgang besøger vi Them, Salten og Voel.

  • Them og Salten: Onsdag den 18. november i Toftebjerg-Them Bibliotek & Medborgerhus
  • Voel: Mandag den 23. november i Voel Forsamlingshus (borgere fra Resenbro og Skærbæk er også velkomne)

Senere besøger vi også Sejs-Svejbæk og Virklund. Vi melder tid og sted ud, når det er på plads og opdaterer på projektsiderne. Indtil da er man velkommen til at kontakte os.