MØD SILKEBORG FORSYNING PÅ SKRALDIVAL
12. september 2025
Vi er stolte af endnu en gang at være med til at gøre Skraldival, hele Silkeborg Kommunes genbrugsfestival, til en realitet. I år er temaerne elektronik, reparation og affald i naturen.
12. september 2025
Vi er stolte af endnu en gang at være med til at gøre Skraldival, hele Silkeborg Kommunes genbrugsfestival, til en realitet. I år er temaerne elektronik, reparation og affald i naturen.
Fra den 13.-20. september gør vi, Silkeborg Bibliotekerne og Silkeborg Kommune affald, reparation, genbrug og bæredygtighed til en ugelang fest for både børn og voksne.
Baggrunden for Skraldival er alvorlig: Vi forbruger for meget, og der smides alt for meget ud. I år var Earth Overshoot Day for Danmark den 19. marts – fra denne dag var ”ressourcebudgettet” for året opbrugt. Derfra har vi kørt i ”overtræk”, og vi forbruger flere ressourcer, end Jorden kan nå at gendanne. Det er selvsagt ikke holdbart. Der må gøres noget, og hér kommer Skraldival ind i billedet.
Med tankevækkende foredrag og underholdende aktiviteter gør Skraldival det sjovere og mere overkommeligt at se udfordringerne i øjnene og handle.
I løbet af ugen lærer man, hvad man kan gøre – eller undlade at gøre – for at bidrage til løsningen. Man mærker følelsen af fællesskab. Og man opdager, at ”det dér bæredygtighed” faktisk ikke er så træls endda.
Vi glæder os til nogle sjove og spændende dage, og vi håber på at se jer til vores arrangementer.
Tietgensvej Genbrugsplads, den 13. september kl. 10-14
Tag ungerne med til åbent hus i vores finurlige Eventyrunivers ved genbrugspladsen på Tietgensvej 7 i Silkeborg, og bliv klogere på elektronikaffald gennem leg.
I kan f.eks. gå på jagt efter sjældne jordarter, som kan veksles til gaver, og dyste om titlen som ”familiens sorterings-geni”.
I år stiller Skraldival skarpt på elektronikaffald, og derfor kan I også møde affaldseksperten Claus fra Silkeborg Forsyning, der fortæller om, hvad der sker med vores elskede apparater, når vi skaffer os af med dem.
Og har I gamle telefoner, tablets og anden elektronik i skufferne derhjemme? Tag det med! Elektronikaffald indeholder værdifulde ressourcer, fx guld, sølv og kobber og miljøskadelige stoffer, fx kviksølv og bly, så det er vigtigt, vi får det sendt korrekt til genanvendelse.
Tandskov Affaldscenter, 16. september kl. 17-19
Er du også interesseret i store maskiner, og kunne du tænke dig at komme helt tæt på vores neddeler – altså den store affaldskværn, der kan omdanne alt muligt (og umuligt) affald til bittesmå stykker, der kan sorteres og genanvendes?
Så besøg os på Tandskov Affaldscenter tirsdag den 16. september kl. 17-19 til et særligt after hours-arrangement efter lukketid.
På denne aften kommer du med ind i maskinrummet i mere end én forstand; i tillæg til vores store, tunge køretøjer og maskiner viser vi, hvad der sker med affaldet, når det havner hos os.
Store maskiner vækker stor sult, og derfor har vi sørget for forplejning i form af en pølsevogn.
Afslutningsvist låser vi dørene op til vores genbrugsbyggemarkedet, hvor du kan gøre en kup til dit byggeprojekt, uden for almindelig åbningstid.
NB! Arrangementet er fuldt booket, og det er ikke længere muligt at tilmelde sig.
Vi tilbyder altid rundvisninger på vores egnbrugspladser for skoler, institutioner og foreninger i Silkeborg Kommune - læs mere.
Bindslevs Plads, 20. september kl. 10-14
Traditionen tro kulminerer Skraldival-ugen med den velbesøgte markedsdag på Bindslevs Plads i centrum af Silkeborg, og her er vi selvfølgelig også med.
Dette års tema for Skraldival er elektronikaffald. Tøm skufferne, og kom forbi på dagen med din gamle telefon, tablet eller anden elektronik.
Vi gør dig desuden klogere på elektronikaffaldets videre rejse. I din gamle telefon er der nemlig guld og sølv, som vi kan genanvende, men også farlige stoffer som kviksølv og bly, der skal håndteres forsvarligt. Dansk Specialaffald er med til at sætte fokus på elektronikaffaldet.
Og så kan ungerne (og du) komme helt tæt på en rigtig skraldebil fra renovatørfirmaet HCS.