×
Menu

Isen på regnvands-bassinerne er usikker

11. februar 2021

Det har været frostvejr længe, og det kan være fristende at finde skøjterne frem og bevæge sig ud på en af de mange regnvandsbassiner, som findes i Silkeborg Kommune.

Men det er en dårlig idé, lyder det fra Anders Krogager, der er produktionschef i Silkeborg Forsyning.

”Isen er usikker. Og den er endnu mere usikker på regnvandsbassinerne, end den er på andre søer,” siger han.

Regnvandsbassiner er nemlig beregnet til at modtage overfladevand fra veje, tage, gårdspladser og marker. Vandet kan derfor indeholde vejsalt og anden forurening, der gør, at det ikke fryser så nemt.

"Så bliv inde på land," opfordrer Anders Krogager. 

Silkeborg Forsyning har i alt omkring 140 regnvandsbassiner i hele kommunen. Der er sat advarselsskilte op ved omkring 40 af dem.

”Men selvom der ikke er et skilt ved et regnvandsbassin, så betyder det dog ikke, at isen kan bære,” understreger Anders Krogager.