restaffald, pizzabakke, mundbind, plante

Hvad sker der med mit restaffald?

I 2023 indsamlede vi 11.695 tons restaffald

Stop op, inden du smider ud

Restaffald er det affald, som ikke kan sorteres i dine andre affaldsbeholdere.

Vi arbejder hele tiden på at genanvende mere og mere affald, så vi kan minimere mængderne af vores restaffald.

Vi indsamler dit restaffald ved husstanden og sender det til forbrænding.

Silkeborg Kommune er medejer af firmaet Energnist, der er Vestdanmarks største affaldsenergiselskab med anlæg i Kolding og Esbjerg. Derfor sender vi vores restaffald til Energnists anlæg.  

På forbrændingsanlægget bliver der blandt andet produceret el og fjernvarme.

Resterne fra energiudnyttelse af restaffald kaldes slagge. Slagge er f.eks. ting af jern og metal, aske, sten, porcelænsrester, glas og flasker med mere, som er endt i restaffaldet på grund af for eksempel fejlsortering.   

Mængden af slagge afhænger af affaldets sammensætning, og hvor gode folk er til at sortere deres affald.

Den sorterede slagge kan blandt andet erstatte sand og stabilgrus som bundsikring/bundfyld ved diverse bygge- og anlægsprojekter.

Alt restaffald bliver brændt 
Hvis dine tomme dåser fra flåede tomater eller den brugte juicekarton ender som restaffald, bliver det brændt i stedet for at blive genanvendt på mere miljøvenlige måder. Og hvis farligt affald ender som restaffald, forurener det røgen i forbrændingen. Derfor bliver vi så glade, når du sorterer rigtigt. 

Selvom restaffald bliver til el og fjernvarme, vil vi gerne give dit affald nyt liv så mange gange som muligt, før det bliver brændt. Derfor sorterer vi affald. 

I 2023 indsamlede vi 11.695 tons restaffald fra husene i Silkeborg Kommune. I  2022 var tallet på 12.580 tons.

Det svarer til, at hver borger i Silkeborg Kommune smider cirka 116 kilo restaffald ud om året.

 

Ja tak til

 

 

 

  • Pizzabakker med madrester.
  • Bleer.
  • Mundbind.
  • Støvsugerposer. 
  • Cigaretskod. 
  • Små potteplanter.
  • Tandpastatuber.
  • Tuber fra babymad. 
  • Gavebånd og gavepapir.

Sorter, sorter, sorter

I dag skal langt det meste affald sorteres til genanvendelse. Det er vigtigt, at farligt affald, plast, MDK, metal, glas, tekstil og madaffald sorteres korrekt, så materialerne kan genanvendes på bedste vis i nye produkter.