VARMEATLASSET OPDATERET TIL VERSION 2.0

18. november 2022

Silkeborg Forsyning har opdateret varmeatlasset til version 2.0. Atlasset viser nu de områder, som Silkeborg Forsyning forventer at kunne forsyne med fjernvarme frem mod udgangen af 2028.
 
Varmeatlasset baserer sig på Silkeborg Kommunes tillæg til varmeplan 2021 – 2030.

De kommende mulige fjernvarmeområder er:​

  • Grauballe.
  • Høje Kejlstrup erhvervsområde.
  • Skægkær og Sejling.
  • Resenbro og Skærbæk.
  • Voel. Under forudsætning af fjernvarme i Resenbro.
  • Virklund, Sejs-Svejbæk, Them, Salten, Knudlund. Under forudsætning af betaling af supplerende konverteringsbidrag i ti år.


De forventede tidsplaner og forudsætningerne for de enkelte områder fremgår af varmeatlasset på www.silkeborgforsyning.dk/varmeatlas.

På Silkeborg Kommunes hjemmeside kan alle se materialet til tillægget til varmeplan 2021 – 2030, som Klima- og Miljøudvalget behandlede og godkendte den 7. november. Find et link på vores side med varmeatlasset. 

Involvering af borgere og dialog

Direktør for Silkeborg Forsyning, Jens Bastrup, er glad for, at der nu er kommet en klar melding til gaskunderne i flere af kommunens naturgasområder. Og han ser frem til en spændende og travl periode frem mod 2028, hvor op mod 6.000 ejendomme tilbydes et skifte til klimavenlig fjernvarme. Han ser frem til en proces, hvor Silkeborg Forsyning inviterer til borgerindragelse og dialog:

”Næste år udvikler vi et nyt koncept for borgerinddragelse og dialog, som kommer til at fungere på tværs af Silkeborg Forsynings projekter. På vores mange kommende fjernvarmeprojekter er dialog rigtig vigtig for at sikre opbakning til projekterne. Vi ser det derfor som en styrke at inddrage borgerne i processen. Vi skal forstå hinandens perspektiver og igennem et godt samspil, kan vi komme godt i mål sammen,” siger han

Første fjernvarmeprojekt bliver i Grauballe, hvor borgerne i løbet af 1. kvartal af 2023 år vil modtage et attraktivt tilbud på fjernvarme.