Gør en forskel for klimaet, vandmiljøet og det rene drikkevand

15. oktober 2021

Interesserer du dig for rent drikkevand nu og til de næste generationer, for bæredygtig rensning af spildevand og fremsynet klimatilpasning? Så er der nu mulighed for at stille op til bestyrelsen i de lokale vandselskaber under Silkeborg Forsyning A/S.

Som bestyrelsesmedlem er du med til at tage vigtige strategiske beslutninger om fremtidig vandproduktion og vandrensning, indsatser med betydning for vandmiljø og den lokale natur samt tilpasning til klimaforandringer.

Så hvis du vil gøre en forskel inden for et af tidens vigtigste områder, nemlig klima og miljø, så har du nu muligheden for at komme helt i front og sætte dit fingeraftryk, forklarer Jens Bastrup, der er administrerende direktør for Silkeborg Vand A/S og Silkeborg Spildevand A/S:

”I den kommende periode vil vi få stort fokus på beskyttelse af vores fantastiske drikkevand. Det er vigtigt, at vi arbejder målrettet på at udvikle en gennemtænkt vandforsyningsstruktur i tæt samarbejde med kommunen, øvrige vandværker og andre interessenter,” siger han og uddyber:

”Det er en spændende virksomhed, hvor vi har mange store opgaver foran os. To forbrugervalgte medlemmer af bestyrelsen skal være med til at lede os mod de rette langsigtede beslutninger, der også får betydning for de kommende generationer”.

Jarl Gorridsen: Vigtige beslutninger der påvirker samfundet og naturen

Silkeborg Vand og Silkeborg Spildevand har som kerneområde at håndtere drikkevand og spildevand i Silkeborg Kommune. Derudover medvirker vandselskaberne i klimatilpasningsprojekter og miljøforbedringer gennem anlægsprojekter med omtanke for både mennesker og miljø.

Det er alsidige opgaver, der venter de to kommende forbrugerrepræsentanter, der sammen med de øvrige otte bestyrelsesmedlemmer, blandt andet skal fortsætte arbejdet med planlægningen af et nyt renseanlæg med moderne renseteknologi som afløser for det nuværende Søholt Renseanlæg.

Bestyrelsesformand Jarl Gorridsen fortæller, at det også er en vigtig opgave at separere overfladevand og spildevand for at sikre badevandskvaliteten i kommunens søer:

”Silkeborg Forsyning er en servicevirksomhed, der arbejder for en optimal infrastruktur. Det giver derfor enorm god mening, at borgerne er repræsenteret i bestyrelsen, når vi træffer vigtige beslutninger, der påvirker samfundet og naturen”.

Fra den 15. oktober til den 15. november kan interesserede opstille. Det eneste, du skal gøre, er at finde 10 myndige personer, der bakker op om dit kandidatur. Personerne skal være bosiddende i Silkeborg Kommune og må ikke være fra din egen husstand.