Gode råd om afløb og kloakker.

 

Det er vigtigt at du passer på dine afløb og kloakker, så du undgår ubehagelige overraskelser, hvor kloakken svømmer over.

Inden for skelgrænsen ejer du selv kloakledningerne og har selv ansvarret for, at de er i orden. Uden for skel er det Silkeborg Spildevand som passer på ledningerne.

Vi har her samlet nogle gode råd til hvad du bør gøre:

  • Toilettet er ikke en skraldespand. Undgå at smide vådservietter, vatpinde, klude, bind, bleer, medicinrester, hår, cigaretskod, kondomer osv. i toiletter, smid det i stedet i skraldespanden. Det kan tilstoppe din egen kloak og giver problemer for renseanlægget, som skal rense vandet inden det ledes ud i søer og vandløb.
  • Hæld ikke fedt, kaffegrums og madrester i kloakken. Det kan stivne, blive til fedtaflejringer og efterhånden tilstoppe kloakken.
  • Rens gulvafløb og vandlåse jævnligt. Fjern hår og sæberester og efterfyld med vand for at undgå lugtgener.
  • Begræns mængden af sæbe, shampoo og vaskepulver. Sæben indeholder en række miljøskadelige stoffer som er svære at nedbryde og som gør det svært for renseanlægget at rense vandet tilstrækkeligt, inden det ledes ud i søer og vandløb. Tænk på miljøet -gå efter de miljømærkede produkter!
  • Hæld aldrig maling, terpentin og andre miljøskadelige stoffer i kloakken. Aflever rester på genbrugspladsen.
  • Pumper, højvandslukker o.lign. skal tilses og renses jævnligt.
  • Tagrender renses hvert år efter løvfald.
  • Sandfang i regnvandssystemet renses årligt. Der er ofte sandfang ved tagnedløb og i rensebrønde til regnvand, for at opsamle sand og andre urenheder.
  • Fej ikke sand o.lign. i rendestensristen. Det samler sig i sandfanget og tilstopper regnvandssystemet.
  • Hold øje med terrænet omkring dine brønde. Hvis jorden sætter sig kan det være tegn på at der er utætheder i kloaksystemet. Huller i jorden kan være tegn på rotter.
  • Dæk ikke dæksler til under jord eller fliser. Kloakken stopper altid på det mest ubelejlige tidspunkt. Det er ærgerligt at skulle grave dæksler fri juleaften, for at slamsugeren kan komme til. 

Vådservietter og skumvaskeklude er fremstillet af fibermaterialer som ikke bliver opløst i vand.

Kommer de i kloakken, vikler de sig ind i vores pumper og forårsager driftstop, som kan give tilstopning i hele kloaksystemet.

Her var det vådservetter som havde stoppet en pumpe!

 

Smid affald i skraldespanden

    - toilettet er ikke en skraldespand!

 

 

 

 

 

 

Det er blødt vand du får fra vandforsyningen, hårdhedsgraden er 4,4 grader dh.